Da Trolddommen bleff hжved - & need
Paa Jorden han svжved: Da som nu
Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande,
Ved hver Bevжgelse saa stoor at nжesten
dend vaer Smerte - Medens han gik omkring
Blandt Mennisker, vaer han skuffed fшrst:
I Liivets ydre vaer der intent Skifte
Lig det han hafvde fшlt i Ulvens Liiv
De trжller under ham
med et troskyldig Sind
Fryckter ham,
Een Krafft aff sand Natur,
Som Sanser uden Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag
Lig Kvжldens Farver, Nattens Aandedrag
For ingen Guderшst hafver nogensiden
Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede
Dжmon, Phantom & Varulv
Vaer kund Naffn paa det de selv aldrig kunde finde
End han -
I hans Hiжrte: Een affgrund tung
Som det sorte Hav
Der eldsker sine Dyb
Der -
Sammenkrшget
I Vintrens Bund
Fжlder han al deris Glжde,
Liiv, Mod & Haab
Maanen, stiigende paanye,
Hilser ham fra en sunken Himmel
Oc ved den lydende Midnatssalme
Som Fryckt i Natten vжver
Skald de fromme atter falme